Et liv er forbi: Lillian Hansen stod for disciplin og kærlighed

Det var ikke i store tykke bøger, Lillian Hansen havde lært om pædagogik. Hun havde sin sunde fornuft og sine meninger, og dem brugte hun. Et kærligt los bagi og en skulder at græde ud ved. Det var devisen, hun fulgte, og den virkede.

I 18 år arbejdede hun på et værksted for aktivering af kontanthjælpsmodtagere i Glamsbjerg Kommune – efter 2007 Assens Kommune – og her mærkede de arbejdsløse det kærlige los bagi, når de ikke mødte op. Så kørte Lillian Hansen ud til dem, bankede dem op af sengene og tog dem med tilbage. Alt sammen fordi hun ikke ønskede, de skulle blive trukket i kontanthjælpen, og fordi hun vidste, det var vigtigt for deres trivsel, at de var en del af fællesskabet.

Bag den kontante facon lå en enorm medmenneskelighed, og derfor kunne Lillian Hansen se lige igennem deres hårde fremtoning eller svigtende selvværd. Hun vidste, at de kæmpede med sig selv og med livet, og selv om de måske ikke troede på sig selv, så troede hun på dem.

»Der er noget godt i alle mennesker,« sagde hun altid, og på værkstedet skabte hun et fællesskab med syning, madlavning, gåture og snak. Og når alting var hårdt, var det også i Lillian Hansens favn, de kunne finde et stort knus.

Hun kunne ikke bare være ligeglad. Hun engagerede sig i de mennesker, hun arbejdede med, og når det var svært for dem at lykkes, påvirkede det også hende. Så sad hun hjemme ved køkkenbordet i Glamsbjerg og talte med ægtefællen, Leo Hansen, om det, der fyldte, og hendes indsigt og medfølelse skinnede altid igennem. »Hvor ville vi andre ikke have været, hvis vi skulle bære rundt på den bagage, som de gør,« sagde hun ofte.

Hjemmelavet mad og klare grænser

I 1969 mødte hun Leo Hansen i Ølsted på Fyn. Et par år efter blev hun udlært syerske, men efter 12 år i faget måtte hun stoppe på grund af en arbejdsskade i skulderen. 

I et par år gik hun hjemme med parrets første datter, og mens hun arbejdede på aktiveringsværkstedet, kom deres anden datter til. I 18 år var hun på aktiveringsværkstedet, hvorefter hun blev daglig leder for den nystartede Juniorklub i Haarby. Her kunne 4.-6.-klassebørnene komme hver mandag til torsdag efter skole.

Igen tyede den uuddannede pædagog til sin egen måde at gøre tingene på, og det var igen den gamle skoles værdier, hun stod på. Man skulle opføre sig ordentligt og tale ordentligt til hinanden. Hver dag var der hjemmelavet mad, og når børnene skulle spille PlayStation, drejede hun på et æggeur, så alle fik lov at komme til. Det var også vigtigt, at de fik sig rørt, og når de gik i gymnastiksalen eller i svømmehallen, skulle alle med. Der var ikke noget, der hed at blive tilbage i klubben. Det her var noget, de gjorde sammen.

Med de faste rammer formåede Lillian Hansen ene kvinde at holde styr på 20 børn. Hun sagde tingene ligeud og var ikke bange for at råbe højt. Børnene var aldrig i tvivl om, hvor grænserne gik, og blev de alligevel overtrådt, fik de at vide, at de kunne gå ud og trække lidt luft og komme tilbage, når de var blevet gode igen.

For børnene blev klubben en slags familie, hvor en kærlig, men bestemt bedstemor skabte et trygt og respektfuldt fællesskab.

Ligesom Lillian Hansen var som en bedstemor for alle børnene i klubben, var hun det i allerhøjeste grad også for sit eget barnebarn. I et helt år tog hun direkte fra Juniorklubben til dagplejen for at hente lille Ella, så hverdagen kunne hænge sammen for Ella og hendes mor. Familien betød alt for hende, og de to voksne døtre vidste, at deres mor altid ville træde til, hvis de fik brug for hjælp.

Alle hilste på Lillian Hansen

Ligesom Lillian Hansen knyttede et tæt forhold til den lille Ella, knyttede hendes klubbørn sig også til hende, og når hun og Leo Hansen gik gennem Haarby, blev der altid råbt »Hej Lillian«. Ordene kom både fra gamle og nye klubbørn, og det skete ofte, at forældrene stoppede ægteparret for at fortælle Lillian Hansen, hvor meget det havde betydet for dem, at hun altid havde troet på deres børn.

Da Lillian Hansen i oktober 2020 fik konstateret lungekræft, måtte hun sygemelde sig fra Juniorklubben, og i starten af februar døde hun. I kirkegårdskapellet var der blomster og hilsner fra gamle såvel som nye juniorklubbørn, og for nylig stødte Leo Hansen på endnu en af hendes gamle klubbørn – en fyr, som havde været lidt af en rod, men som hun selvfølgelig havde set lige igennem og elsket præcis lige så højt som de andre børn.

Han havde fundet ud af, hvilken kirkegård Lillian lå på, sagde han, og nu skulle han op at besøge hende. Der var nogle ting, han gerne lige ville snakke med hende om.