Karikatur-krisen radikaliserede danskerne

Vi kan ikke lide at høre det, for det skaber associationer fra fortiden, som vi ikke bryder os om. Men her i 10-året for Jyllands-Postens publicering af Muhammed-tegningerne må vi konstatere, at den er her. Nationalismen.

Vi kalder den godt nok for alt muligt andet – integrationspolitik, asylstramninger m.m. – men set med faglige samfundsvidenskabelige og historiske briller må vi konstatere, at nationalisme i dag er blevet en markant aktør på den politiske dagsorden. Et forhold, som bliver ekstra tydeligt i disse dage, hvor tusindvis af flygtninge strømmer op gennem Europa.

Samtidig må vi dog konstatere, at den nationalistiske logik har flere paradoksale forudsætninger og blinde vinkler. De opstår, fordi danskerne i den nationalistiske logik pr. definition altid er de gode og rigtige.

Lad os i første omgang skrue tiden 10 år tilbage og reflektere over Jyllands-Postens motiv til at publicere Muhammed-tegningerne. Netop retten til at ydmyge andre er nemlig en af de blinde pletter i dansk nationalisme.

Rettighedsracisme

Her 10 år efter er Jyllands-Postens egentlige motiv for at trykke tegningerne stadig uklart. Vi ved fra den daværende chefredaktør, at det ikke var et journalistisk, men et ideologisk værk, og vi ved, at projektet var en del af Jyllands-Postens kulturkampsprojekt. Men derudover har vi ikke hørt nogen klare tanker om, hvad formålet med at trykke tegningerne var.

Derimod ved vi fra både amerikansk og europæisk forskning, at man trods gode og velmenende hensigter kan støde og fornærme mennesker på racistisk vis.

Jyllands-Posten er et af de mest magtfulde medier i Danmark. Og selv om projektet med Muhammed-tegningerne ikke havde en racistisk, islamkritisk eller islamofobisk hensigt, blev det alligevel udtryk for det, som bl.a. amerikanske forskere har kaldt udøvelse af ’hvidt privilegium’. Rationalet er, at avisen besidder en overlegen magtposition i forhold til muslimer, og at den handler for at opretholde sin position som overlegen. Det er netop den moralske overlegenhed, som er kernen i værdikampen og dens nykonservative rodnet.

En anden tradition ville kalde den samme udøvelse af retten til at publicere for ’rettighedsracisme’ (entitlement racism). Det vil sige troen på, at man har ret til at fornærme og ydmyge andre.

Personerne bag publiceringen vidste, at tegningerne var konfrontatoriske, og at de opretholdt den populære stereotype opfattelse af muslimsk kultur som roden til terrorisme. Alligevel fandt de ingen grund til at ændre deres tilgang eller undskylde efterfølgende. I stedet forsvarede de retten til at publicere og anklagede modstanderne for at give køb på ytringsfriheden.

I ytringsfrihedens navn insisterede Jyllands-Posten altså på retten til at fornærme og latterliggøre etniske minoriteter. Kernen i enhver racisme er netop ydmygelsen af andre med henblik på at fremhæve sig selv.

Antiradikalisering radikaliserer

Radikalisering er en anden blind plet i dansk nationalismes logik. Der bruges rigtig mange penge på indsatser mod radikalisering. Men initiativerne hviler på et uigennemtænkt grundlag.

Ifølge islamforsker Arun Kundnani, New York University, findes der groft sagt to tilgange til at forstå islamisk ekstremisme. Den ene er en kulturfokusering, hvor islamisk kultur betragtes som ude af i stand til at tilpasse sig det moderne samfund. I den anden tilgang har ekstremistiske ideologer fordrejet islams oprindelige fredelige budskab til en antimoderne, totalitær politisk ideologi.

De to tilgange placerer årsagen til ekstremisme på henholdsvis kultur eller ideologi og altså helt uden for den vestlige kontekst. Og disse to forståelser ligger til grund for de antiradikaliseringstiltag, der sættes i værk. Men begge tilgange forsømmer samspillet mellem personer og omverdenen. Og netop samspillet har ifølge Kundnani en betydning for ekstremisme.

Når initiativer f.eks. sætter skolelærere, SSP’ere, socialrådgivere, forældre og andre til at holde øje med medborgere med muslimsk baggrund, bringes radikalisering ind i relationer, hvor den ikke var i forvejen. Tanken om mulig radikalisering bliver en del af relationen mellem de personer, som skal overvåge, og dem, som skal overvåges, og som dermed betragtes som farlige.

Indsatsen mod radikalisering bliver på den måde radikaliserende i sig selv.

Når tankegangen om radikalisering rettes ensidigt mod personer med muslimsk kulturel baggrund, ser vi desuden ikke radikaliseringen på f.eks. den radikale islamkritiske og islamofobiske fløj. Vil nogen hævde, at Anders Behring Breivik ikke er radikaliseret? Og hvor er indsatsen mod, at personer med stærke islamkritiske holdninger ikke radikaliseres til islamofobisk vold, f.eks. angreb på asylcentre, som vi så det ved asylcentret Lyngbygaard på Djursland i august.

Den hårde tone i den danske debat siden Muhammed-tegningerne og forslag om nye stramninger på udlændingeområdet – og ikke mindst integrationsminister Inger Støjbergs (V) meget omtalte avisannoncer – har i lyset af de mange flygtninge fra krigen i Syrien fået en endnu tydeligere karakter af i sig selv at være radikaliserende. Den aggressive, konfrontatoriske linje fremkalder stærke modfølelser i befolkningen og udgør i sig selv en radikalisering.

Nationalismen blomstrer

Lad os så vende tilbage til selve nationalismen. En stor del af den retorik og politik, som har udspillet sig i det offentlige rum blandt danske politikere, debattører og medier, har de seneste årtier og i særlig grad siden Muhammed-krisen handlet om at styrke indadtil ved at være imod udadtil – ud fra præmissen, at danskerne udgør et homogent nationalt fællesskab.

At nationalismen i Danmark således er blomstret op, skal også ses i sammenhæng med modstanden mod hjemlige etniske minoriteter og fremstillingen af migranter fra andre kulturer som en trussel mod det danske fællesskab. De seneste uger har flere politikere, præster og andre debattører netop fremført, at landet skulle »beskyttes« mod flygtninge- strømmene.

Siden Sovjet- unionen gik i opløsning i 1989, har ’de andre’ i form af flygtninge og migranter været det trusselsbillede, som er blevet brugt til at genfinde danske værdier. Tendensen forstærkedes markant med netop den krise, der for 10 år siden udspillede sig i kølvandet på Muhammedtegningerne.

Politisk korrekt

Men når nu det, der foregår i Danmark, bedst forstås ud fra begrebet nationalisme, hvorfor bruger debattører, politikere, politiske kommentatorer og nyhedsmedier så ikke betegnelsen nationalisme? Hvorfor taler de i stedet om grænsekontrol, integrationspolitik og asylstramninger?

Nogle vil sige, at det er, fordi det er politisk ukorrekt at tale om nationalisme. Men hvorfor overhovedet være politisk korrekt i denne sammenhæng?

Begrebet politisk korrekt udtrykker bl.a. en særlig imødekommenhed over for underprivilegerede samfundsgrupper – man er f.eks. hensynsfuld i sit ordvalg og undlader at bruge diskriminerende udtryk. Især feminister, multikulturalister og mindretalsfortalere er blevet kritiseret for at være politisk korrekte.

Men hvis de er politisk korrekte, og det er kritisabelt, hvem er så de korrekte?

I dag er de korrekte dem, som tilpasser sig de uskrevne, men bredt vedtagne normer. Dem, som med andre ord giver samfundet og den offentlige mening det, der forventes. Og i dag forventes det i Danmark, at man stiller krav om at øge kravene til indvandrere, flygtninge og andre tilkomne udlændinge.

Hvem kan således meningsfuldt argumentere offentligt for, at vi skal stille færre krav til de nye danskere og være mere imødekommende? Det kan ingen – i hvert fald ikke uden at blive beskyldt for at være politisk korrekt, hvorefter den meningsfulde debat standser.

Peter Hervik er professor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet