Journalist satte de danske tegninger i hviderussisk avis.

Mindst tre år i arbejdslejr.

Sådan lyder straffen for den hviderussiske journalist Aleksandr Sdvizhkov, efter han i sin avis valgte at trykke de omstridte, danske Muhammed-tegninger herunder Kurt Westergaards karikatur, hvor Muhammed har en bombe i turbanen.

Lige nu befinder Aleksandr Sdvizhkov sig i et fængsel i Minsk, hvor han uden nogle former for kontakt med omverdenen skal være, indtil han bliver sendt videre til det hårde arbejde, skriver Fox News.

Sdvizhkovs arbejdsplads, avisen Zgoda, blev efter trykningen af tegningerne tilbage i marts 2006 lukket ned af præsident Aleksandr Lukashenko.

Sdvizhkov har straks appelleret sin dom, men den hviderussiske højesteret nægter at udtale sig om, hvornår sagen igen bliver taget op.